OVENSTÅENDE er et billede af entropien, som er en tilstand der indtræder, når et system ophører med at producere noget. Varme og kulde går i nul, modsætninger forsvinder og alt bliver gråt i gråt. Systemet er herefter permanenst inaktivt – eller dødt, ville vi sige, hvis der var tale om noget organisk. Omvendt udspringer al betydning og alt liv af forskelle. Forskel på lys og mørke, på varmt og koldt, på aktivitet og hvile osv. osv. Tor Nørretranders, der har beskæftiget sig en del med entropi, er således inde på, at skønheden opstår lige præcis der, hvor orden møder kaos. På kanten af kaos, som han formulerede det.
TOR NØRRETRANDERS tænkte bl.a. på kunst i den forbindelse, men han nævner også landskabelig skønhed som f.eks hav mod land og natur overfor kultur. Og selv har jeg altid haft formuleringen i baghoveder, når jeg i mit tidligere liv beskæftigede mig med kultur, planlægning og identitetsskabelse. Jeg havde en vision om en galaxe med et lysende centrum og nogle gigantiske arme ud i periferien, når jeg arbejdede med identitetsskabelse i sociale systemer som kommuner og byer.
KERNEN i identiteten er det gravitetiske centrum, som skal være stort nok til at få systemet til at rotere. Men kernen må heller ikke blive for stor, for så bliver bevægelsen for hurtig, hvad der medfører, at tentaklerne opløses i en række mindre systemer. I forbindelse med kommunesammenlægningen kunne det daværende sammenlægningsudvalg have valgt at satse på at skabe en sammenhængende identitet i den nye kommune. Det ville igen medføre, at man kiggede efter et forankringssted, der havde historie og kultur nok til at være centrum, og her er der kun én by, der kan komme på tale, nemlig Assens med sin 700 årige historie, kirken og havnen.
DESVÆRRE vidste sammenlægningsudvalget ikke, hvad de havde med at gøre, så man endte i et kompromis, som det jo er typisk i den slags situationer. Kommunenavnet blev fortsat Assens og byrådet og administrationen forblev også i byen – omend i nye overdimensionerede og overflødige rammer. Men det samlende og identitetsskabende symbol, byvåbnet Agnus Dei, som Assens har haft i hele sin købstadshustorie, blev erstattet at et vilkårligt designerlogo, der såmænd også kunne bruges i en sæbereklame.
MEN LANGT alvorligere er det, at kommuneplanen ikke opererer med ét identitetsgivende centrum. I stedet stiller man hovedbyerne i de tidligere kommuner lige og opererer med hele seks centerbyer. Ja. faktisk har man syv centerbyer, fordi både Tommerup og Tommerup Stationsby er opført som centerbyer. På den måde har man i hvert fald sikret sig, at der aldrig opstår nogen fælles identitet i den nye kommune.
MAN HAR samtidig skabt sig enorme problemer, når man skal profilere og brande Assens Kommune. For hvor er den store fælles fortælling, som skal skabe opmærksomhed uden for Assens. Den er der ikke, for den er blevet erstattet af nogle småfortællinger, som ligner alle andre af den slags fortællinger. Det hele ender i ligegyldighed og tab af betydning. Det bliver gråt i gråt og kommunen kommer aldrig til at hænge sammen.
DAGENS SANG handler om dennehersens dræbende kedsommelighed, som karakteriserer Assens Kommune og deres måde at gribe tingene an på.
